NATHANAELS KIRKES HISTORIE

Nathanaels Kirke blev opført på initiativ af Foreningen til opførelse af små kirker i København. Denne forening blev stiftet i 1886 af tre kvinder, Emilie Neergaard, Inger Marie Schiøler og Thea von Ripperda. Foreningen havde tilslutning fra kredse i hele landet. Når en kirke stod færdig, blev den overdraget til Kirkefondet, som stod for den videre drift.

Kirken er opført af røde teglsten over sokkel af bornholmsk granit. Kirken er orienteret nord-syd med kor mod nord, rektangulært langhus og sydgavl med hovedindgang fra Holmbladsgade.

Tårnet er opført som selvstændig klokketårn ved kirkens sydvesthjørne. Over indgangsdøren ses en vindues-tregruppe, og sidemurene har tre tredobbelte vinduer. Tårnets glamhuller er delt af to søjler, som bærer tre rundbuer. Tympanonfeltet over indgangsdøren er udsmykket med en mosaik udført af William Fridericia i 1986. Mosaikken viser Nathanaels møde med Jesus, som det skildres i Johannes kapitel 1 vers 35.

Nathanael nævnes som én af Jesus disciple i Johannes kapitel 1 vers 35, han er dog ikke nævnt andre steder i Det ny Testamente og indgår ikke i rækken af de tolv disciple, hvorfor man har forsøgt at identificere ham som Matthæus eller Bartholomæus.

Kirkens arkitekt var Thorvald Jørgensen (1867-1946). Han var tillige arkitekt på en række andre københavnske kirker i den tidsperiode såsom Frihavnskirken, Mariendal Kirke og Brorsons Kirke. Thorvald Jørgensen var elev af Martin Nyrop, og han var i en længere årrække kongelig bygningsinspektør. Thorvald Jørgensens hovedværk er det nuværende Christiansborg, der blev opført fra 1906 til 1927. Periodens fremherskende stilretning var skønvirke, hvilket især kirkerummets udsmykning bærer præg af.

Nathanaels Kirke og vigtige årstal

1897: Grundstensnedlæggelse den 14. juni.
1899: Kirken indvies den 19. marts.
1908: Holmblads villa købes til mødelokaler og plejehjem.
1909: Menighedshuset indvies den 14. december.
1936: Kirken får nyt forgyldt kors på tårnet.
1958: Menighedens børnehave indvies den 10. februar.
1962: Kirkens nye orgel med 30 stemmer bliver indviet – Amagers største.
1966: Sognegården bruges som kirkesal, da kirkens tag skulle udskiftes.
1968: Altervægsbilledet renses af kunstmaler Askou Jensen.
1970: Sundby og Nathanael sogns plejehjem, Øselsgården, bliver indviet.
1986: Udsmykning af tympanonfelt af William Fredericia, Jesu møde med Nathanael.
1994: Kirken renoveres grundet svampeskade. Genåbnes den 12. juni.
1998: Den ombyggede Holmblads villa tages i brug og benævnes nu sammen med salen, Nathanaels Sognegård.
2003: Fortovet foran kirken bliver udvidet.
2004: Præsteboligen totalrenoveres.
2007: Kirken får nyt orgel.
2018: Kirken males indvendig. Lettere restaurering af alterbilledet.

Kirkens "nye" orgel fra 2007.

Kirkens "nye" orgel fra 2007.