Den omvendte pakkekalender | Nathanaels Kirke

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Den omvendte pakkekalender

Julehjælp fra nabo til nabo

Tilmelding nederst på siden

Julen nærmer sig, og det fylder mange af os med forventningens glæde. Men for mange er julen også en hård tid pga. de ekstra udgifter. Især i år hvor mange frygter udgifterne til el og gas og butikkernes stigende priser. Som en hjælp til de mennesker, som sidder ekstra hårdt i det økonomisk efter julen og nytåret, uddeler Nathanaels Kirke i samarbejde med menigheden og medborgerne på Amagerbro julehjælp i form af en kurv med langtidsholdbare vare, som forhåbentlig kan være en hjælp til at få hverdagen til at køre rundt.

Vi inviterer alle, der har overskuddet og lysten til at bruge dagene i december op til jul på at give gaver i stedet for at få. Man kan gøre det sammen i familien, vennegruppen, på kollegiegangen eller arbejdspladsen eller som sit helt eget projekt.

Den omvendte pakkekalender er en oplagt måde at lære børnene om glæden ved at give gaver. En mulighed for at tænke over og tale med hinanden om, hvad der skaber glæde i vores egen hverdag - og ikke mindst gøre en stor forskel for naboer på Amagerbro, som kæmper med at få økonomien til at slå til.

Hvordan gør vi så?

Ved at tilmelde jer til den omvendte pakkekalender, kan I hente et særligt ’omvendt pakkekalender-kit’ i Nathanaels Kirke som vil indeholde:

  • Et opstartsbrev med alt hvad I har brug for at vide.
  • En kurv til de holdbare madvarer, som I måtte lægge i pakkekalender
  • En ugentlig mail med inspiration, gode idéer til pakker og evt. en julehistorie.

Når I har styr på det praktiske, kan I fylde en ny ting i jeres omvendte pakkekalender om dagen. Måske husker I alle dagene og ender med 24 ting, måske når I mindre og måske lægger I to ting i den ene dag. Lige meget hvordan I fylder jeres pakkekalender, så kan det være med til at gøre nogle naboer på Amagerbro glade i januar måned.

Og hvad sker der så?

I kan aflevere jeres pakkekalender-kurv i Nathanaels Kirke til én af julegudstjenesterne d. 24. december kl. 13 og kl. 15. Ellers kan kurven afleveres i dagene mellem jul og nytår i kirken. Kontakt gerne kulturmedarbejder Nanna på mail ntn@km.dk eller én af kirketjenerne på tlf.: 42415584, inden I kommer forbi med jeres kurv, så tager vi imod den. 

Alle de omvendte pakkekalendere, som bliver afleveret i Nathanaels Kirke, vil blive uddelt til medborgere i lokalområdet, som har brug for hjælp til at sikre en nærende madpakke eller aftensmaden.

Vil I bidrage ved at lave en omvendt pakkekalender, så
tilmeld jer inden d. 30. november her

Nathanaels Kirkes omvendte pakkekalender -
til fordel for økonomisk udfordrede medborgere på Amagerbro